Byplan og byplanlægning - historie

Byplan og byplanlægning – historie, Byplanlægningens oprindelse er knyttet til de tidlige landbrugssamfund, hvor politiske, administrative og religiøse ledelsesfunktioner blev udskilt i særlige bycentre. De gamle flodriger rummer spor af overordnet planlægning af byernes gadenet og bebyggelser. Lertavler fra Mesopotamien viser brudstykker af tidlige byplaner (fx Nippur 1500 f.Kr.), Indusslettens 4000 år gamle byer er øjensynligt opført med planlagte gadenet (Mohenjo-Daro 2300-1800 f.Kr.), og i Egypten vidner byer fra Det mellemste Rige om en gennemgribende byplanlægning med dimensionering helt ned til den enkelte bygning (Kahun grundlagt ca. 1900 f.Kr.).

Orientens store gamle byer viser, at byplanlægningen her spillede en rolle som element i statens prægning af befolkningens tro og tænkning: I Indien rummer hinduismens klassiske tekster detaljerede forskrifter for en religiøst funderet byplanlægning, der fremkalder byer orienteret efter kosmiske principper og opdelt efter kaste og ritual (Benares fra ca. 500 f.Kr., Ahmadabad, grdl. 1411). I Kina findes byplanprincipperne i ritualbøger om kejsermagtens forrang og har frembragt byer præget af markant aksialitet om de statslige institutioner og opdelt efter rang og funktion (Suzhou i 1200-t. og Beijing i 1500-t.).

I det antikke Grækenland etableredes byplanlægning på baggrund af de frie borgeres lighed og individualitet, det fælles forsvar og den demokratiske proces. Byerne fremstod med enkel geometrisk ligeværdighed i den almindelige bebyggelse og med fremhævning af de kollektive funktioner i en helhed tilpasset natur- og landskabsforhold (Milet 479 f.Kr. og Priene 350 f.Kr.).

I Romerriget stod byplanlægningen i krigens, kejserstatens og koloniseringens tjeneste, og den hentede sin form i principperne for fordelingen af det erobrede. At ødelægge Karthago var ensbetydende med at grundlægge kolonibyer, at udstykke den forslavede befolknings jorder og indføre de hjemlige kulthandlinger i det fremmede. Udgangspunktet var grundplanen for en militærforlægning, vinkelret opdelt af to overordnede gader, hvis krydsningspunkt var centrum for byen og dens vigtigste institutioner (Timgad 100 e.Kr.). Ud fra dette skematiske formprincip fremviser byplanerne en betydelig variation, bl.a. gennem tilpasning til lokale landskabstræk, forskydninger i synslinjer og gaderetninger og visuel pointering af byarkitekturens monumentale anlæg (Palmyra ca. 250 e.Kr.).

Middelalderbyerne var middelklassens byer, og byplanlægningen fremstod i Europas handels- og håndværkerbyer som en begrænset regulering af markeds- og matrikelforhold samt opførelse af fælles byanlæg, kanaler og fæstningsværker (Lübeck i 1300-t.).

Renæssancebyerne derimod prægedes af en overklasse, hvis politiske ambitioner krævede mere rum, og hvis tænkning opfattede byen som kulturens udviklingspunkt. Byplanlægningen trådte her på ny i forgrunden og manifesterede sig gennem rette gader, store pladser og byggeri inspireret af klassiske forbilleder.

Arkitekten udtrykte på herskerens vegne den kunstneriske evne til at opsamle tidens kulturelle og videnskabelige landvindinger og give dem planlagt form i reguleringer og udvidelser af eksisterende byer (Firenze i 1400-t.) eller storslåede projekter til geometrisk udformede idealbyer (Palma Nuova 1593).

Med barokken åbnedes byerne og parklandskabet af lange synslinjer gennem planer præget af stramhed, aksialitet og symmetri, udfoldet om det centrale magtsymbol, den enevældige konge (Versailles i 1600-t., Mannheim og Karlsruhe i 1700-t.).

Efter enevældens ophør og indførelsen af borgerligt demokrati afskaffede borgerskabet mange restriktioner, og stram planlægning af nye bydele (Christianshavn og Frederiksstaden i København) blev afløst af den frie foretagsomhed, hvor markedskræfterne bestemte byggeriet. Der ses dog fortsat prestigeprojekter: i England fornemme centrale pladser og hovedgader (Bath i 1700-t., London i 1700- og 1800-t.), på kontinentet med monumentalgaden som ledemotiv (Paris' boulevarder og Wiens ringgader i 1800-t.).

Den fortsatte industrialisering fulgtes af fødselsoverskud og indvandring fra landet. Planløs overbebyggelse, nabogener og bolignød medførte sygdom og social elendighed i arbejderbefolkningen. Nødvendigheden af teknisk og trafikal infrastruktur førte sammen med arbejderbevægelsens fremvækst og øget social bevidsthed til reformer med bl.a. bygge- og byplanlovgivning ud fra tekniske, hygiejniske og sociale hensyn.

Industrisamfundets byplanlæggere blev herudover inspireret af idéer til nye byformer, bl.a. "utopiske" projekter fremlagt af Robert Owen i 1817 og Charles Fourier i 1841 og med størst gennemslagskraft af idéen om havebyer, formuleret af Ebenezer Howard i 1898 (fx de engelske byer Letchworth 1902 og Welwyn 1919).

Efter 1. Verdenskrig satte en fornyelsesbølge sit præg på byplanlægningen, tydeligst gennem den "heroiske" modernismes agitation for universelle æstetiske udtryksformer i det nye byggeri. Boligbyggeriets hovedkrav om økonomi (tæthed) og sundhed (lys og luft) gjorde sig stærkt gældende, og boligbebyggelser i mange etager skærpede opmærksomheden om terrænplanets anvendelse.

Periodens toneangivende byplanlægger Le Corbusier tog denne udfordring op i sine idéer, hvorefter erhverv og boliger skulle samles i højhuse i adskilte kvarterer og trafikken ordnes i et klassificeret vejnet. Hans byplanvisioner (La Ville Radieuse, 1933) blev udmøntet i forslag til planer for Paris, Genève, Rio de Janeiro, Buenos Aires m.fl.

Havebyen karakteriserede Le Corbusier som en præmaskinel utopi; de moderne storbyer blev foreslået med tætheder, der var 5-6 gange højere end dette "romantiske ideal"; en grøn by med op til 1000 indb. pr. hektar, hvor det græsklædte terræn breder sig frit under søjlebårne bygninger.

Årtierne efter 2. Verdenskrig blev i Vesten kendetegnet af skiftende hovedmål: genopbygning af de aldrende og krigshærgede byer i 1950'erne, reorganisering af byerne og transportsystemerne i takt med parcelhusbyggeriet og den private bilismes gennembrud i 1960'erne, industriudflytning og forstadsboligvækstens opbremsning i 1970'erne, fornyelse af bycentrenes erhvervs- og boligkvarterer i 1980'erne og genoplivning af de gamle byområder i 1990'erne.

Byplanlægningen, der i denne periodes første halvdel fremstod som en central faktor for samfund i vækst, måtte i periodens anden halvdel søge sine opgaver i samfund præget af stagnerende bybefolkning og faldende boligbyggeri. I ulandene derimod har byplanlægningen efter afkoloniseringen fået overvældende opgaver i takt med befolkningsvækst og migration til byerne. Hovedopgaven for disse landes ofte skrøbeligt funderede byplanlægning bliver at sikre byerne mod socialt og infrastrukturelt sammenbrud gennem udstykning, byggemodning og boligplanlægning i massemålestok.