Buxton, engelsk kurby 35 km SØ for Manchester; 22.200 indb. (2011). Buxton ligger på østskråningen af Penninerne i 300 m højde ved kildeudspring med 28 °C varmt vand. Helseværdien af de mineralske kilder har været kendt i 2000 år; de blev brugt af romerne under navnet Aquae Arnemetia. En kopi af Baths Royal Crescent (1780) er kurbyens centrale bygning, og her findes mineralholdigt vand. Buxton er centrum for vandreture i Englands ældste nationalpark, den 1423 km2 store Peak District National Park (1951), der omgiver byen. Øst for Buxton i 427 m højde findes de højest liggende stenaldergrave i England.