Butte er en mineby i Montana, USA, med 34.200 indbyggere (2010). Butte ligger i 1700 m højde og er en af de få amerikanske guldgraverbyer, der har fastholdt sin eksistens efter guldfebertidens afslutning i 1860'erne og bevaret en stor minedrift — især kobber og sølv. I Butte findes World Museum of Mining og en genopført mineby fra 1800-tallet.