Myanmars religion

I Myanmar er religion en meget vigtig del af en persons identitet sammen med dennes etniske ophav, og etnicitet og religion anføres på alle typer identitetskort. At være burman (bama) er synonymt med at være buddhist. Men har forældrene forskellige religioner, bestemmer myndighederne hvilken, der anføres på kortet – og som regel buddhist, hvis den ene forælder er buddhist, men muslim, hvis den anden er muslim. En muslim opfattes som “af blandet blod” eller en “fremmed race” – og er derfor ikke en registreret “nationalrace” ifølge loven om statsborgerskab.

Theravadabuddhismen var allerede udbredt i den sydlige del af Burma, da mon-folkets kultur blomstrede omkring det 8.-9. århundrede. Den burmesiske konge Anuruddha (Anawratha, regent 1044-1077) udbredte theravadabuddhismen i Burma. Han erobrede mon-riget og blev omvendt af en mon-munk. Buddhismen er en integreret del af befolkningens hverdag, og dyrkelsen af primitive religionsformer, bl.a. skytsånder (nat), indgår i dag i den folkelige buddhisme som centrale elementer.

Myanmar har cirka en halv million munke inklusive novicer samt cirka 75.000 nonner. Munkene er organiseret i en sangha, en monastisk orden, der ledes af et råd af seniormunke, men er kontrolleret af staten. Der findes ni forskellige sekter i sangha'en. Den mest strikte og konservative er Shwegyin-sekten. Nonnerne har ikke en sangha, men er underordnet munke i de klostre, som har nonner tilknyttet.

På burmesisk hedder en munk hpoùnggyi, som betyder 'stor religiøs fortjeneste', 'karisma'. Hpoùng (pali-ordet puñña) angiver den positive religiøse fortjeneste, et menneske har optjent gennem tidligere eksistenser som en del af dets karma, men ordet angiver også magt og rigdom som resultat af ens karma. Hos en munk angiver hpoùn hans spirituelle magt. Munken anses for at besidde en særlig høj moral, og lægfolk lytter til munkene og undlader ofte at kritisere dem for at undgå negativ karma.

Lægfolk støtter munke og klostre med gaver. Munkene gives mad tidligt om morgenen, når de vandrer tavse gennem gaderne med deres sorte risskåle. Safran eller rødbrune rober til munkene gives typisk efter regntiden, hvor munkene bliver i deres klostre. Velhavende og magtfulde personer donerer til nye pagoder, til reparation af gamle eller donerer Buddha-statuer. Ofte organiserer magtfulde personer store indsamlinger, og ved større donationer får de deres navn på en mur. De fleste klostre har velgørenhedsprojekter, og nogle har klinikker med frivillig lægehjælp.

Gaverne tænkes at bringe religiøs fortjeneste til giverne – men det afhænger af giverens intentioner om at støtte religionen og dens udøvere, og ikke kun for egen vindings skyld. Resultatet viser sig først i senere genfødsler. At deltage i munkenes ceremonier og lytte til deres recitation af Buddhas prædikener, sutta, giver også religiøs fortjeneste. Flere sutta er lykkebringende og anses for at beskytte mod uheld og sygdom.

Munkene opsøges ofte af lægfolk, som søger råd i personlige sager, f.eks. i tilfælde af sygdom, ægteskabelig problemer eller retssager og konflikter. Der er mere tillid til munke, end til de ofte meget korrupte embedsmænd.

Et vigtigt led i at fremme buddhismen er klosterskoler, hvor fattige og forældreløse børn kan få undervisning uden at betale “gaver”, som lærerne ofte forlanger. Der er flere end tusinde klosterskoler, hvor der både undervises i almene fag og i buddhismens etik.

Munke må ifølge forfatningen ikke deltage i politik, og de har ikke stemmeret. Alligevel har de været aktive politisk med den begrundelse, at de skal beskytte buddhismen.

I kolonitiden kritiserede munkene kolonistyret for ikke at beskytte buddhismen, mens kolonimagten støttede kristne missionærer og deres skoler. Desuden var munkene vrede over, at briterne lod flere end en million muslimer og hinduer indvandre og gifte sig med burmanere, som så måtte konvertere til islam eller hinduisme. Det førte i 1938 til omfattende voldelige demonstrationer anført af munke, som støttede frihedshelten Aung San (politikeren Aung San Suu Kyis far) i kampen for selvstændighed.

I 2007 demonstrerede tusindvis af munke mod militærstyret og den udbredte fattigdom, som også mindskede donationerne til dem. Militæret slog hårdt ned på demonstrationerne, som fik omfattende støtte af lægfolk, og nogle munke blev dræbt, andre blev fængslet eller flygtede. Munkene argumenterede for, at buddhismen er demokratisk, og at dens grundbegreber om ikkevold, næstekærlighed og barmhjertighed skal deles med alle levende væsener. Desuden skal de, der regerer, vise tolerance og ikke gå imod folket. Munkene henviste til de ti dyder, som en retfærdig hersker skal besidde ifølge buddhismen, og de opfordrede til boykot af militærets donationer ved at vende risskålene om – en sjældent anvendt straf af lægfolk, som skaber frygt for tab af religiøs fortjeneste.

Efter militærets kup i 2021 undlader mange at give til munke, der åbent støtter generalerne.

I 2012-2013 var der alvorlige sammenstød mellem buddhister og muslimer flere steder i Myanmar. Nationalistiske munke førte an med en hadefuld kampagne mod islam, hvor de beskyldte muslimer for at tvinge buddhistiske kvinder til ægteskab og omvendelse. Det blev set som en fare for “race, nation og religion”' af munkene, som i 2014 dannede organisationen Ma Ba Tha ("Organisationen til beskyttelse af race og religion"). Det skete med støtte fra militæret, der begyndte at bruge de religiøse modsætninger i valgkampen i 2015.

Munkene opfordrede til boykot af muslimske forretninger, og i 2015 fik Ma Ba Tha gennemtrumfet en lovgivning, som bl.a. skal forhindre muslimer at have flere koner. Personer som konverterer, skal have myndighedernes underskrift. Mange lægfolk delte munkenes frygt og stolede på, at de havde ret, og munkene beskyldte Aung San Suu Kyi for at støtte muslimerne og lade dem få magt. (Se Myanmars historie fra 2015.) Alligevel vandt Aung San Suu Kyi valget klart.

I 2012 oprettede en dhamma-skolefond omkring 5000 søndagsskoler, hvor der undervises i buddhismens lære, dhamma. I disse skoler har Ma Ba Tha-munke stor indflydelse, og de advarer unge om, at buddhismen er i fare på grund af islam og global, fremmed indflydelse.

Siden 2012 er muslimske moskeer blevet ødelagt mange steder, moskeer får ikke tilladelse til restaurering eller til at bygge nyt, og koranskoler møder modstand. I Karen-staten byggede en munk små pagoder ved både moskeer og kristne kirker, fordi han mente, at stederne oprindeligt var buddhistiske.

Militæret har gennem årene brændt kirker i Chin- og Kachin-staterne som led i deres forsøg på at knække de etniske oprørsbevægelser. I Yangon har den katolske biskop haft møde med general Min Aung Hlaing efter kuppet, måske i forsøg på at undgå angreb på katolske kirker. Mødet blev kritiseret af andre kristne ledere.

Buddhisme og åndetro indgår i flere hybride religiøse bevægelser. Hvert år i december samles mange ved bjerget Popa, en udslukt vulkan, og dyrker de 37 nat – beskyttende ånder, som er mennesker, der led en voldsom død. De beskytter, så længe de æres og modtager ofringer, som lægges ved menneskelignende figurer af nat. Kvinder og mænd, sminkede og i kvindetøj, optræder som ’nat-hustruer’, dvs. som medier, og beder ånderne om råd for deres klienter. Myndighederne søgte i 1960-1970erne at undertrykke kulten, som er mindst 1000 år. (Se Myanmars historie indtil 2015). Nationalmuset i København har en samling af gamle, sjældne nat-figurer.

Mange følger weikza bevægelserne (gaing), som opstod i det 19 århundrede. Tidligere munke hævdede, at de havde overnaturlige evner og kræfter, og at de var i stand til at forlænge deres eksistens i godt tusind år. Derved ville de nå at møde den næste Buddha, Ariya Metteya, som efter en profeti vil komme ca. 2500 år efter Buddha. En weikza har en særlig viden (weikza af pali-ordet vijja) som bl.a. kan gøre sig usynlige, bevæge sig over store afstande, flyve, passere gennem en væg, se og høre alt. Under seancer kommer de usynlige og instruerer medlemmerne om moral og fremme af buddhismen. Den mest kendte weikza er Bobo Aung, en tidligere munk fra Sagaing, og munken Bo Min Gaung. Bevægelserne ses på med skepsis af mere ortodokse buddhister.

At håbe på at møde den næste Buddha har været fremherskende blandt mange buddhister i Burma/Myanmar fra begyndelsen. Denne millenarisme – troen på et kommende tusindårsrige – hvor fred og velfærd skal komme med en retfærdig monark og Ariya Metteya, findes også hos flere bevægelser blandt Karen-folket. Hos disse bevægelser vogter kong Indra og jordens gudinde over de levendes moral, indtil den næste Buddha kommer. De opstod også i det 19. århundrede og førte blandt andet til en større opstand mod de britiske kolonistyre i 1856-1860 i håbet om at oprette et Karen-kongedømme. Lederne fulgte en udbredt profeti om en konge og den kommende Buddha. Bevægelserne findes stadig i Myanmar og Thailand, hvor de søger at bevare Karen-folkets sprog og kultur.

• Myanmar
• Myanmars historie indtil 2015
• Myanmars historie fra 2015