Bulgarien - uddannelse

Bulgarien - uddannelse, Uddannelse er i 1990'ernes Bulgarien offentlig og gratis på alle trin. Den obligatoriske grundskole er otteårig. Derefter følger en fire- til femårig erhvervsfaglig eller studieforberedende sekundæruddannelse, der kan give adgang til en højere uddannelse. De højere uddannelser er af fire til seks års varighed.

Der er i Bulgarien en stærk tradition for oplysning og uddannelse, som går tilbage til 800-t.s slavisk-bulgarske lærdomscentre, hvor det kyrilliske alfabet blev udviklet. Kendt er skolen i Preslav fra 866. Under det osmanniske herredømme 1396-1878 stagnerede uddannelsesområdet, men det nye, uafhængige Bulgarien lagde vægt på udvikling. I 1878 indførtes treårig skolepligt, fra 1922 syvårig; i 1888 grundlagdes universitetet i Sofia. Efter 1944 blev uddannelserne indrettet efter sovjetisk forbillede. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 betød en øget orientering mod Vesteuropa med en begyndende demokratisering og effektivisering af uddannelserne til følge.

Læs mere om Bulgarien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig