Brundlund Slot, Brøndlund Slot, slot i Aabenraa anlagt 1411 af dronning Margrete på en holm i et vådområde syd for byen til afløsning af det samtidigt nedbrudte Aabenraahus. I befæstningen indgik et vandmølleanlæg. Kun porthuset blev opført af sten og senere ombygget til anlæggets hovedhus; først i løbet af 1500-t. tilføjedes to fæstningsagtige hjørnetårne og et trappetårn. En ombygning 1589-1606 gav huset renæssancekarakter, men i 1805-07 blev det gamle, irregulære anlæg ombygget og moderniseret af C.F. Hansen i nyklassicistisk stil med bl.a. flade tårntage og hvidmalet facadepuds; samtidig fornyedes alt indvendigt. 1470-1997 var Brundlund Slot egnens administrative centrum og embedsbolig for skiftende lens- og amtmænd.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kendes fra 1432 som Brunlunt 'lunden med brønden, kilden'.

På Brundlund Slot åbnedes i 1998 Kunstmuseet Brundlund Slot, der fra 2006 indgår i Museum Sønderjylland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig