Browning, (efter den amerikanske opfinder John M. Browning, 1855-1926), pistol eller maskingevær. Browning udtog fra 1879 en række patenter på håndskydevåben. De kendteste er blokbundstykket, der indgår i Winchesterriffel M. 1886, Browningmaskingeværerne og Browningpistolen. Browningpistolen er en halvautomatisk 9 mm Parabellum med 13 skuds magasin, der anvendes i over 50 lande. Flere modeller har variabelt bageste sigte med afstandsindstilling op til 500 m. Den blev brugt under 2. Verdenskrig af såvel allierede styrker som SS-tropper. Browningmaskingeværet er et automatisk, luftkølet våbensystem. Den tunge 12,7 mm udgave anvendes i mange versioner, hvorimod det lette maskingevær er forældet. Det oprindelige design var tiltænkt anvendelse på fly.