Brook Taylor var en engelsk matematiker. Taylor var uddannet jurist, men beskæftigede sig mest med matematik og fysik; i en kort periode var han sekretær for Royal Society. Hans matematiske hovedværk Methodus incrementorum (1715) indeholder en metode til at udvikle funktioner i en type af uendelige rækker, som fra slutningen af 1700-t. blev kendt som Taylorrækker (se Taylors formel). I 1715 ydede han også et væsentligt bidrag til den matematiske forståelse af perspektivlæren i bogen Linear Perspective.