Storbritannien blev først for alvor et indvandringsland efter 2. Verdenskrig. Efter krigen ankom en del indvandrere fra andre europæiske lande til Storbritannien, men den første større gruppe indvandrere begyndte at komme i slutningen af 1940'erne. Den bestod af de første emigranter fra de britiske besiddelser i Vestindien, som ofte betegnes som Empire Windrush-generationen af indvandrere.

Dermed begyndte det hidtil helt overvejende "hvide" bybillede, domineret af mennesker med britisk eller anden europæisk baggrund, gradvist at ændre sig frem mod det multietniske og multikulturelle Storbritannien, vi kender i dag.

Første indvandringsbølge

Efter afslutningen af 2. Verdenskrig opstod der et immigrationspres fra de tidligere kolonier. "Imperiet kom hjem" benævnes det ofte. Dette kom for alvor i gang, da det britiske parlament vedtog indvandringsloven British Nationality Act i 1948. Den gav alle indbyggere i de tidligere kolonier britisk statsborgerskab og dermed ret til at emigrere til Storbritannien.

Ud over den begyndende indvandring fra de vestindiske kolonier var der i første omgang mest tale om indvandring fra "hvide" kolonier (dominions), som Australien, New Zealand og Canada, men en stigende efterspørgsel efter arbejdskraft i Storbritannien førte hurtigt til, at indvandrere også fra andre tidligere britiske besiddelser som Indien og Pakistan og senere Østafrika begyndte at indvandre til landet. Dette blev begyndelsen på en demografisk og social revolution.

Efterhånden som indvandringen fra tidligere kolonier i Caribien, Asien og dele af Afrika tog fart, og indvandrergruppernes talmæssige størrelse gjorde dem mere synlige i gadebilledet i de større byer, begyndte der at komme spændinger i forhold til den lokale befolkning. Problemet var selvforstærkende, fordi de nye indvandrergrupper havde tendens til at søge til bestemte byer og boligkvarterer, hvor de allerede fyldte i billedet.

Indvandring som politisk emne

Den stigende indvandring påvirkede i stigende grad den politiske debat op gennem 1960'erne og efterfølgende. I 1968 holdt parlementsmedlemmet for Conservative Party, Enoch Powell, en tale, hvor han forudsagde, at mindst 10 % af den britiske befolkning ville være etnisk ikke-hvide ved århundredeskiftet. Det har vist sig, at han fik ret i dette.

Imidlertid iklædte han sin forudsigelse et sprogbrug, der i samtiden blev anset for at være politisk ukorrekt (men som samtidig nød opbakning i store dele af befolkningen), og han blev fyret fra skyggekabinettet og ødelagde med talen sin politiske karriere. Især hans brug af citatet ”Like the Roman, I see the river Tiber foaming with much blood” blev set som et budskab om, at fortsat indvandring på det niveau, den havde nået i 1960'erne, ville føre til sociale uroligheder, og at gaderne ville blive omdannet til "floder af blod". Den udtalelseblev set som uacceptabel.

Som resultat af denne politiske debat blev der gradvist indført lovgivning, der strammede indvandringspolitikken, og Storbritannien har ført en stadig mere restriktiv politik fra 1960'erne og frem til i dag.

Anden indvandringsbølge

Den anden store indvandringsbølge kom efter at Labourregeringen fra 1997 gennemførte en række lempelser af indvandringspolitikken. Især den store udvidelse af EU med ti nye Central- og Østeuropæiske lande i 2004 førte til en massiv stigning i den samlede nettoindvandring til Storbritannien. Storbritannien var et af kun to EU-lande, der med det samme gav fri adgang til, at mennesker fra også disse nye EU-lande frit kunne benytte unionens regler om fri bevægelighed til Storbritannien.

Denne fornyede stigning i nettoindvandringen satte igen for alvor emnet på den politiske dagsorden både i parlamentet og i befolkningen. Conservative Party beskyldte Labour for at "åbne for sluserne" i perioden mellem 1997 og 2010, og da de Konservative genvandt regeringsmagten i 2010, satte premierminister David Cameron det som en målsætning i løbet af partiets første regeringsperiode at nedbringe den årlige indvandring fra et sekscifret antal til et femcifret.

Indvandring efter Brexit

Utilfredshed med især den fri indvandring fra de øvrige EU-lande blev et hovedtema i valgkampen forud for folkeafstemningen om Brexit i 2016, og den var hovedårsagen til, at folkeafstemningen endte med flertal for britisk udtræden af EU.

Der gik 3½ år mellem folkeafstemningen og den formelle udtrædelsesdato den 31. januar 2020, men selvom den fri bevægelighed var gældende frem til den dato, var indvandringen allerede begyndt at falde. Den faldende indvandring fra de øvrige EU-lande har imidlertid medført alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft i en række sektorer i Storbritannien, herunder en kritisk mangel i sundheds- og plejesektoren.

Den 1. januar 2021 blev et nyt pointbaseret indvandringssystem taget i brug, som medfører, at alle nye indvandrere, uanset hvilket land de kommer fra, behandles efter samme regler. Det nye system udgør en stramning af reglerne, idet indvandrere fremover skal kunne dokumentere, at de har et job, der kræver nærmere bestemte kvalifikationer, og en løn over et vist niveau. I december 2023 blev denne beløbsgrænse næsten fordoblet til £38.000 i et forsøg på at begrænse nettoindvandringen, som både i 2022 og 2023 slog alle tidligere rekorder trods regeringens gentagne forsikringer om, at den ville falde.

Small boats og asylbehandlingsaftale med Rwanda

En væsentlig årsag til de seneste stramninger af indvandringspolitikken skyldes ikke indvandringen som sådan, men derimod den trafik af ulovlige indvandrere, som gennem de seneste år har forsøgt at nå til Storbritannien i small boats, småbåde, fra Frankrig over Den Engelske Kanal.

I marts 2023 fremlagde tidligere indenrigsminister Suella Braverman derfor et lovforslag i parlamentet om ulovlig indvandring. Den nød bred opbakning i det konservative regeringsparti og trådte i kraft i juli 2023. Formålet med loven er at fungere som afskrækkelse på personer, som ulovligt forsøger at krydse Kanalen i små både. Loven forhindrer samtidig, at ulovlige migranter kan kræve asyl i Storbritannien. I stedet er det hensigten at etablere et center for ulovlige migranter i Rwanda, som ifølge en aftale mellem de to lande er et sikkert tredjeland.

Implementeringen af loven, især den del, der handler om at flyve ulovlige migranter til et modtagecenter i Rwanda, er dog stødt på juridiske problemer. Herunder en dom fra Den Britiske Højesteret, der erklærer loven i strid med bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Storbritannien er medunderskriver på.

I det sene efterår/vinter 2023 har sagen udviklet sig til endnu en alvorlig splittelse i regeringspartiet med potentiale til at true premierminister Rishi Sunak politisk. Han fremlagde i november endnu et lovforslag om ulovlig indvandring, der har til hensigt at komme uden om de juridisk indvendinger, som højesteret gjorde, men han har ikke et enigt parti bag sig. Han fik lovforslaget gennem parlamentet ved andenbehandlingen den 12. december, men der venter endnu en afstemning i starten af 2024. Her vil han blive afkrævet nogle væsentlige ændringer, der muliggør, at Storbritannien kan omgå international ret, for at en større gruppe i hans eget parti vil støtte loven.

Og nedenunder det politiske spil i parlamentet ligger spørgsmålet om, hvorvidt loven vil virke efter hensigten og nedbringe antallet af migranter, der forsøger at krydse Den Engelske Kanal. Med andre ord om migranter, som er parate til at sætte livet på spil i en gummibåd, vil blive afskrækket af en mulig flyvetur til Rwanda.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig