Den britiske forfatning skal forstås som en funktion af den måde, den britiske stat blev skabt som samlingen af de fire nationer (England, Wales, Skotland og Nordirland) på De Britiske Øer under én monark og ét parlament kulminerende med unionen mellem Skotland og England i 1707. Denne dannelse af én samlet stat er imidlertid aldrig blevet fulgt op af udarbejdelsen af en egentlig forfatning, der nærmere fastlægger rammerne for, hvordan den britiske stat, historisk og også aktuelt, bestående af fire forskellige nationer, skulle konstitueres. Storbritannien kan derfor i dag beskrives som en i forfatningsmæssig forstand løst koblet multinational stat.

En ikke-kodificeret forfatning

Den britiske forfatning afviger markant fra de forfatninger, man ser i næsten alle andre demokratiske lande. Den betegnes ofte som en uskrevet forfatning. Dette er imidlertid ikke en dækkende betegnelse. Det er derimod korrekt at beskrive den som en ikke-kodificeret forfatning. I stedet for én nedskrevet forfatning, udgøres den britiske forfatning af en række forfatningsmæssige regler, enkeltlove, procedurer og konventionerconstitutional arrangements and customs (forfatningsmæssige aftaler og principper samt sædvaner), som har udviklet sig gennem adskillige århundreder.

Blandt disse er en række fundamentale love og principper, f.eks. Magna Carta (adelens kontrol med monarken) fra 1215, Petition og Declaration of Rights (fundamentale menneskerettigheder) fra hhv. 1628 og 1689 og den skotske unionslov, der skabte Storbritannien, fra 1707. Derudover består det forfatningsmæssige kompleks naturligvis af en række parlamentsvedtagne love og vigtige præcedensskabende domme afsagt af domstolene (sædvaneret) gennem tiderne, samt, i moderne tid, en stor mængde lovgivning, som har været udsprunget af Storbritanniens nu afsluttede medlemskab af den Europæiske Union.

Parlamentets suveræne status i den britiske 'forfatning'

Fraværet af en egentlig kodificeret forfatning er meget afgørende for den måde, den britiske stat fungerer politisk, idet fraværet betyder, at parlament nyder absolut suverænitet; der er intet over eller ved siden af parlamentet. En hvilken som helst lov kan vedtages, ændres eller ophæves med almindeligt simpelt flertal i parlamentet, uden at en forfatningsdomstol fortolker den moderne virkelighed i forhold til en ofte gammel forfatning.

En supplerende måde at forstå forskellen mellem en kodificeret og en ikke-kodificeret forfatning er at bruge betegnelserne ufleksibel over for fleksibel. Den britiske forfatning er fleksibel, hvorimod fx den amerikanske forfatning er stærkt ufleksibel. Ét enkelt eksempel på en konsekvens af den britiske forfatnings fleksible natur er, at antallet af medlemmer i Underhuset i Det Britiske Parlament ikke ligger fast. Parlamentet justerer selv med jævne mellemrum antallet. Parlamentets suverænitet betyder at den britiske forfatning kan sammenfattes i 12 ord: Det som parlamentet vedtager med simpelt flertal i Kongens navn, er lov.

Centrale principper

Der er indbygget to centrale forfatningsmæssige principper i denne korte sætning. For det første, at Storbritannien er et konstitutionelt monarki. Monarken underskriver de love, som parlamentet vedtager. Han læser den siddende regerings lovprogram op i parlamentet i the King’s Speech (kongens tale) i forbindelse med den årlige åbning af parlamentet i oktober. Han udnævner formelt premierministeren og regeringens øvrige ministre og taler om regeringen som my government (min regering), men han har ingen reel politisk magt. Denne ligger i parlamentet og hos regeringen. For det andet rummer sætningen essensen af den britiske forfatning: At parlamentet er suverænt, og at der intet er over dette, fx en forfatning.

Forfatningsmæssige reformer

Selvom den britiske forfatning har udviklet sig gradvist og ikke er et resultat af en større eller dramatisk omvæltning, undergår den lejlighedsvist (omfattende) reformer, som i sagens natur er enklere at gennemføre med en fleksibel forfatning. Disse har det med at komme i bølger. Den seneste større reformbølge blev igangsat af New Labour, efter partiet vandt regeringsmagten i 1997. Især i de første år af New Labours regeringstid blev der gennemført eller igangsat et ambitiøst forfatningsmæssigt reformarbejde.

Nogle af de vigtigste af disse reformer handlede om og handler stadig om gennemførelse af delvist selvstyre (devolution) til Storbritanniens ikke-engelske nationer eller regioner – altså Skotland, Wales og Nordirland; om reform af Overhuset i det britiske parlament; og om ændring af valgsystemet til Underhuset i parlamentet. Delvist selvstyre til Skotland, Wales og Nordirland er gennemført; ændringerne af sammensætningen af Overhuset er delvist gennemført, mens ændringerne af valgsystemet ikke blev gennemført, da forslaget blev forkastet ved en folkeafstemning i 2011.

Brexit har sat forfatningen på prøve

Mangel på forfatningsmæssig klarhed har vist sig at spille en væsentlig rolle i de massive problemer, som det britiske politiske system har skabt for sig selv og landet ved at udskrive en folkeafstemning om EU-medlemskabet uden at overveje nærmere, hvordan resultatet, herunder forfatningsmæssigt, skulle behandles. Én væsentlig forfatningsmæssig problemstilling, som Brexit har efterladt, er selve den britiske stats fremtidige konstituering, idet både Skotlands og Nordirlands utilfredshed med at være trukket ud af EU af England manifesterer sig i et stigende pres på regeringen og parlamentet i London.

En anden væsentlig problemstilling, som Brexitforløbet har udstillet, er magtbalancen mellem parlament og regering. Brexitforløbet efter folkeafstemningen har budt på et væsentligt paradoks. På den ene side blev folkeafstemningen i meget høj grad udkæmpet på et argument om absolut parlamentarisk suverænitet ("take back control"), men samtidig har fremtrædende Brexitforkæmpere gjort deres bedste for at undgå, at parlamentet blandede sig i hvilken form (blødt/hårdt) udtrædelsen af EU skulle have.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig