Britisk Cameroun, British Cameroons, britisk mandatområde 1919-61. Britisk Cameroun udgjorde den vestlige del af kolonien Tysk Kamerun, som efter 1. Verdenskrig blev delt mellem England og Frankrig og fra 1922 administreret som et mandatområde under Folkenes Forbund, senere FN. Indtil 2. Verdenskrig var Britisk Cameroun styret som en del af nabokolonien Nigeria og delt i Nord- og Sydcameroun. Nationalistbevægelser krævede efter krigen større selvstændighed, og efter flere folkeafstemninger indgik den nordlige del i det selvstændige Nigeria og den sydlige i det selvstændige Cameroun.