British Nationality Act

British Nationality Act fra 1948 var i sin essens Storbritanniens første lov om indvandring. Loven opererede med, hvad man senere har set som en bemærkelsesværdigt bred definition af retten til britisk statsborgerskab, idet den gav alle borgere i områder, som var eller havde været en del af Det Britiske Imperium (The Commonwealth of Nations), ret til at emigrere til Storbritannien. Så snart de første større tilstrømninger fra disse lande til Storbritannien startede, stod det imidlertid klart, at modstanden i den brede befolkning mod denne lov var betydelig. Den britiske politiske elite ønskede imidlertid ikke i starten at begrænse indvandringen (bl.a. fordi der var mangel på arbejdskraft i landet) eller at ændre på lovgivningen.

Efterhånden som indvandringen steg og den folkelige modstand voksede, begyndte politikerne dog gradvist at stramme lovgivning fra 1962 og frem til 1981, hvor Commonwealthborgeres ret til at emigrere til Storbritannien blev afskaffet. Årene efter 1981 har været præget af adskillige stramninger af lovgivningen om indvandring, opholdstilladelse og asyl. Retten til for Storbritannien selv at bestemme over indvandringen til landet, og dermed et opgør med EU's princip om fri bevægelighed for arbejdskraft, var én af hovedårsagerne til, at et flertal i den britiske befolkning stemte for at forlade EU (Brexit) ved en folkeafstemning i 2016.