Brillouin-zone, (efter L. Brillouin), inden for krystallografi en vigtig geometrisk hjælpestørrelse. I det reciprokke krystalgitter (se krystal) kaldes den primitive enhedscelle, der kommer tættest på kugleformen, for 1. Brillouin-zone og svarer i det direkte gitter til Wigner-Seitz-cellen. For beskrivelsen af alle typer bølgefænomener i krystaller spiller Brillouin-zoner en vigtig rolle. De er endvidere udgangspunkt for fx forståelsen af metalelektronernes egenskaber.