Brest, havneby i det vestligste Bretagne i Nordvestfrankrig; ca. 139.400 indb. (2013). Byen ligger strategisk ved en dyb fjord, Rade de Brest, og ved mundingen af den lille flod Penfeld. Brest er hovedbase for den franske Atlanterhavsflåde, hvilket spiller en stor rolle for beskæftigelsen (depoter, skole, værft). Den kommercielle havn har betydning for importen af foderstoffer (soja, maniok) til den stærkt industrialiserede husdyrproduktion i Bretagne og for eksporten af Bretagnes landbrugsprodukter. Byens værftsindustri er stærkt svækket, hvorimod den elektroniske er i fremgang. Brest har bl.a. universitet (1969) og forskningscentre for telekommunikation og oceanografi.

Brest overgik i 1239 fra greven af Léon til hertugen af Bretagne. I senmiddelalderen var byen et center for søfart. I 1631 påbegyndte kardinal Richelieu indretningen af en ny havn i Brest, som blev færdiggjort af J.B. Colbert; Brest blev Frankrigs vigtigste flådehavn mod vest. Sébastian de Vauban befæstede byen 1680-88. Store resurser blev brugt på forsvarsudbygningen sent i 1800-t., og under 1. Verdenskrig fik havnen stor betydning for USA's flåde. Tyskerne anlagde en vigtig ubådshavn i Brest under 2. Verdenskrig; de påfølgende allierede bombninger ødelagde store dele af byen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig