Brescia, italiensk by for foden af Alperne mellem Gardasøen og Iseosøen; 191.100 indb. (2004), hovedstad i provinsen af samme navn.

Faktaboks

Etymologi

Navnet kommer af det antikke Brixia, som er en afledning af keltisk *briga 'klippefremspring, høj'.

Traditionelt har Brescia haft en stor håndværksproduktion pga. omegnens rige malmforekomster (bresciansk stål); især har produktionen af lette våben altid været en betydelig indtægtskilde. Byen har i dag maskin-, fly- og bilindustri samt tekstilindustri (trikotage), der er baseret på traditionerne for forarbejdning af silke og uld. Brescia er centrum for en udbredt småindustri i oplandets landsbyer og udgør sammen med omegnskommunerne et sammenhængende industriområde, hvor ca. halvdelen af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for industri.

Brescia domineres af en middelalderlig borg og mange levn fra romertiden, bl.a. et tempel fra 73 e.Kr. Der er fundet huse med fine rester af mangefarvede mosaikgulve og vægmalerier samt en berømt statue af en sejrsgudinde, der skriver på et skjold. Fra middelalderen stammer borgen, domkirken (rundbygning fra 1100-t.) og det oprindelige rådhus, Broletto. I centrum findes adskillige renæssancepaladser og den nuv. domkirke fra baroktiden i 1600-1700-t. Byen er berømt for sine 70 fontæner.

Brescias historie

Brescia var under navnet Brixia de keltiske cenomanners hovedby; den blev ca. 200 f.Kr. erobret af romerne. I 400-t. e.Kr. blev Brescia hærget af hunnerne; senere blev den indlemmet i det longobardiske rige.

I 1100-t. blev den en fri bykommune, der i 1167 tilsluttede sig Den Lombardiske Liga mod den tyske kejser. I 1200-1400-t. var Brescia under skiftende herskere, "tyranner", bl.a. Scaligerifamilien fra Verona og Viscontislægten fra Milano. 1426-1797 kom den under Venedigs herredømme.

Efter fransk dominans i Napoleonstiden tilfaldt Brescia sammen med Lombardiet Det Østrigske Kejserrige i 1814. Et oprør mod østrigerne i 1849 mislykkedes, og byen sluttede sig i 1859 til det kommende italienske kongerige og blev samtidig del af provinsen Lombardiet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig