Faktaboks

Bregninge Kirke
Provsti
Kalundborg Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Kalundborg Kommune
Kirken set fra sydøst.
.
Kirken set fra nordøst.
.

Bregninge Kirke er en sognekirke, der ligger i den sydøstlige del af landsbyen af samme navn mellem Holbæk og Kalundborg. Kirke og kirkegård er placeret på en lille høj med svagt fald til alle sider.

Kirkegården

Flere partier af kirkegårdsmuren mod vest og syd er middelalderlige, og mod nord og øst er kirkegården kendetegnet ved talrige udvidelser i nyere tid, bl.a. i 1830, 1858, 1887 og 1980-1981. På kirkegården står et ligkapel, der er opført cirka i år 1900.

Kirkebygningen

Kirken består af et romansk kor og skib, hvortil der allerede i romansk tid blev føjet en vestforlængelse. I middelalderens løb fik kirken en del tilbygninger, bl.a. vesttårn, dobbelte våbenhuse på nord- og sydsiden af skibet og sakristi på korets nordside.

Den romanske bygningskrop er meget velbevaret og kendetegnet ved sin for landsdelen markante størrelse. Materialet er rå marksten, der er lagt i regelmæssige skifter og med kvadersten på bygningshjørnerne. Enkelte steder kan den oprindelige romanske murbehandling iagttages, der kendetegnes ved brede fuger med kvaderrisning. Af den romanske bygnings detaljer er norddøren endnu bevaret og i brug, mens syddøren forsvandt allerede i senmiddelalderen. Flere steder i murværket kan tilmurede romanske rundbuevinduer iagttages.

I 1200-tallet er skibet blevet forlænget mod vest. Forlængelsen er opført af rå og kløvede marksten suppleret med teglsten.

Det nordre våbenhus er allerede opført cirka i år 1300 i teglsten. Bygningen kendetegnes af sin nordgavl, der viser, at våbenhuset senere i middelalderen blev forhøjet. Det ældste våbenhus har haft en simpel udsmykning af trekantgavlen med tre store blændinger (dvs. murnicher) over to savskifter, men senere i middelalderen er bygningen forhøjet og har fået en ny gavldekoration med store rektangulære højblændinger. Bygningen står i dag med fladt træloft.

Omkring år 1400 er kirkens søndre våbenhus opført af teglsten. Dette blev i slutningen af 1400-tallet forhøjet og omdannet til kapel (Gammelrands Kapel), hvorved indgangsdøren mod syd blev tilmuret. Forhøjelsen kan ses i bygningens gavl, hvor den ældre gavldekoration med savskifter, trappefriser og højblændinger er let omdannet for at passe til en højere bygning. Bygningen er i dag hvælvet.

Tårnet er opført cirka i år 1400 af teglsten over en syld (dvs. et fundament) af marksten. Bygningens gavle er udført med forskellige blændingsdekorationer, der afslører, at tårnet blev forhøjet i 1500-tallet. Tårnrummet er overhvælvet og adgangen til tårnets etager sker via en trappe i murlivet.

Sakristiet på korets nordside er bygget i 1450-1500. Det er af teglsten på en syld af marksten. Gavlen prydes af brede rektangulære højblændinger. Bygningen er hvælvet.

Kirkens tagværker stammer fra forskellige perioder. Over koret og skibet er der middelalderlige tagværker af egetræ, der må være opsat i forbindelse med hvælvslagningen – dog indeholder tagværket en del genanvendt tømmer, der måske stammer fra den romanske periode. Også over tårn og nordre våbenhus er der senmiddelalderlige tagværker af eg. Søndre våbenhus og sakristi har nyere tagværker af fyr.

Kirkens indre har bevaret en del af sin romanske form, men er overordnet præget af hvide, kalkede flader, kalkmalerierne og de senmiddelalderlige tilbygninger. De romanske bygningsdele blev i løbet af 1300-tallet overhvælvet.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Bregninge Kirke

Ornamental udsmykning på og langs ribber og i kappe fra fra ældste udsmykning.

Kalkmalerier i Bregninge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Bregninge Kirke

Ornamental udsmykning på og langs ribber og i kappe fra 1513.

Kalkmalerier i Bregninge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Bregninge Kirke

Døberen Johannes liv og martyrium.

Kalkmalerier i Bregninge Kirke
Af .

Kirken rummer et væld af middelalderlige kalkmalerier, der siden 1800-tallet er blevet fundet og afdækket i forbindelse med istandsættelsesarbejde.

De ældste malerier, der findes på skibets vægge, er fra 1300-tallet. Motiverne er bl.a. Kristus som verdensdommer, dommedag og scener fra skabelsesberetningen. Kalkmalerierne har et slægtskab til andre kirker i regionen.

I slutningen af 1300-tallet er korets og skibets hvælv dækket af forskellige kalkmalerier. Motiverne er meget forskellige, men kan sammenfattes i to grupper bestående af helgenbilleder (bl.a. Skt. Jørgen og dragen, Skt. Nikolaj frelser sømænd i havsnød), og scener med moralsk, etisk eller religiøst indhold (bl.a. Død og Frelse, Satan og Løven, en jagtscene, Levende og Døde Konger, Lykkehjul). Kalkmalerierne har et slægtskab til andre kirker i regionen.

I anden halvdel af 1400-tallet er sakristiet og søndre våbenhus blevet udsmykket på vægge og hvælv af den såkaldte Isefjordsmester. Motiverne i sakristiet omfatter Katharina af Alexandrias martyrium og en usædvanlig skriftemålsscene. Motiverne i det søndre våbenhus omfatter Jomfru Marias Levned samt forskellige helgenskikkelser og deres martyriefortællinger.

Inventar

Kirkens inventar stammer fra forskellige perioder. Ældst er den senromanske døbefont af importeret gotlandsk sandsten, der er lavet omkring år 1300. Ligeledes fra middelalderen er et par jernbeslåede dørfløje. I sakristiet findes et lille senmiddelalderligt vægskab.

Fra renæssancen stammer kirkens fornemt udskårne alterbordsforside (1578) og altertavlen, der er fremstillet i Lorentz Jørgensens værksted i 1654. Altertavlen var oprindeligt skåret til slotskapellet på Dragsholm, men kom i 1668 til Bregninge.

Stoleværket og prædikestolen er fra 1800-tallet.

Kirkens klokker er støbt i 1835 og 1870.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig