Brasília er Brasiliens hovedstad. Byen er anlagt i et tyndtbefolket savannelandskab (cerrado) på Goianohøjsletten i ca. 1.150 meters højde. Sammen med otte satellitbyer og i alt 2,82 millioner indbyggere (2022) har Brasília forfatningsmæssig særstatus som føderalt distrikt. Dette Distrito Federal optager et område på 5.800 km2, som blev taget fra delstaten Goiás ved byens indvielse i 1960.
Det vakte international opmærksomhed, da den brasilianske regering i 1957 besluttede at fratage den dynamiske storby Rio de Janeiro sin status som hovedstad og i stedet anlægge en ny på en øde slette i det indre af den tilbagestående delstat i det centrale Brasilien. Projektet havde dog været planlagt siden republikkens oprettelse i grundloven af 1891, primært for at stimulere koloniseringen af det indre Brasilien. Med udgangspunkt i Brasília blev landets løst forbundne regioner herefter knyttet bedre til hovedstaden ved anlæggelsen af et omfattende vejnet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.