Brasilien - massemedier

Brasilien - massemedier, Brasiliens første avis blev grundlagt i 1808, men først i slutningen af 1800-t. begyndte der at udkomme aviser af betydning. Den dobbelthed, som kendetegner det brasilianske samfund, afspejler sig også i mediebilledet. Som følge af landets enorme udstrækning, fattigdom og analfabetisme læser kun en lille del af befolkningen avis. Men samtidig findes der en prestigebetonet presse, som rangerer blandt verdens bedste; der er et gigantisk radio-, film- og magasinmarked, og tv-netværket Globo er blandt verdens største.

Medierne er koncentreret i de store byer i landets sydøstlige del, og der er ingen af de over 500 dagblade, som er landsdækkende. Fire af de største, Fôlha de São Paulo (grdl. 1921), O Globo i Rio de Janeiro (grdl. 1925), O Estado de São Paulo (grdl. 1875) og O Dia i Rio de Janeiro (grdl. 1951), betegnes "Brasiliens store presse". De er alle informationstunge aviser efter angelsaksisk forbillede. Under militærstyret var alle medier udsat for censur, men forfatningen fra 1988 garanterer presse- og ytringsfrihed.

Medierne domineres af nogle få magtfulde selskaber, som ofte har finansielle interesser i alle sektorer lige fra nyhedsindsamling til publicering, fx har fire af de største aviser hver sit nyhedsbureau. Radioen begyndte at sende i 1922, tv i 1950. På grund af landets udstrækning har radio - og senere tv - i årtier været de vigtigste kommunikationsmidler. Der findes omkring 3000 radiostationer, hvoraf langt de fleste er kommercielle og privatejede. Fem nationale, kommercielle netværk kontrollerer hovedparten tv-stationerne. Rede Globo er langt det største netværk; det næststørste er SBT. I årevis har de populæreste programmer været tv-serierne telenovelas, som sendes hver aften i den bedste sendetid. Serierne er eksporteret til over 100 lande, herunder Danmark. Også reality-tv som Big Brother er populært. Satellit-tv når ud til landets fjerne egne; kabel-tv blev tilladt i 1995 og er meget udbredt.

Læs mere om Brasilien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig