Branford Marsalis, f. 1960, amerikansk tenor- og sopransaxofonist; bror til Wynton Marsalis, som han spillede sammen med i Art Blakeys Jazz Messengers i 1981 og derefter i tre år i broderens kvintet. Han har siden midten af 1980'erne spillet jazz i neo-bop-traditionen, tangeret rockmusik i samarbejde med bl.a. Sting og i 1990'erne udfoldet sig på film og tv, hvor han har været leder af husorkesteret i NBCs The Tonight Show.