Brandventilation er en metode til at fjerne røggasser fra brændende bygninger. Dette skal minimere brandspredning og sikre et bedre arbejdsmiljø for brandvæsnet og øge sikkerheden for bygningens brugere i forbindelse med evakuering. Brandventilation eksisterer både som mobile overtryksventilatorer og som en integreret del af et byggeri.

De fleste dødsfald i forbindelse med brand i bygninger sker på grund af røgen. Tyk røg kan gøre det svært at orientere sig og finde flugtveje, ligesom røggasserne ved indånding forhindrer blodets iltning og medfører kulilteforgiftning.

Typer af brandventilation

Betjeningsknap til aktivering af mekanisk brandventilation
Betjeningsknap til aktivering af mekanisk brandventilation
Licens: CC BY SA 3.0

Der findes to metoder til ventilation af brandrøg, mekanisk og naturlig. Den mekaniske ventilation fungerer ved hjælp af maskiner, hvor den naturlige ventilation fungerer ved hjælpe af aerodynamik og termik.

De simpleste former for brandventilation kan være et åbent vindue. Især i lagerhaller og lignende store bygninger er der i taget er installeret ovenlysvinduer, der kan åbnes ved brand – også kaldet en røglem. Dette ses også ofte i etageejendomme, hvor der øverst i trappeopgangen vil være enten et almindeligt vindue eller en egentlig røglem.

Større og mere komplekse byggerier vil ofte have installeret en mekanisk ventilation, der effektivt kan suge røgen ud af bygningen. Mest tydeligt ses dette i tunneller, hvor man som bilist ofte kan se store blæsere monteret i loftet af tunnellen.

Mobile ventilationsanlæg

Brandvæsenet vil ofte have mobile ventilationsanlæg med på deres brandkøretøjer. Ved hjælp af disse kan man hurtigt og effektivt minimere mængden af røg i en brandramt bygning. Denne metode kaldes taktisk brandventilation og kan både bruges i forbindelse med brandbekæmpelse, men også efter en brand for at fjerne røgen og minimere følgeskader.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig