Brøndumbanden, også kendt som Petergruppen, dansk-tysk terrorgruppe, hvis handlinger under Besættelsen 1940-45 næsten var identiske med schalburgtage. Brøndumbanden fik sit navn efter lederen Henning Brøndum (1916-47), som sammen med seks andre af gruppens danske medlemmer i 1947 blev dømt til døden og henrettet i forbindelse med retsopgøret efter Besættelsen. Tre andre medlemmer blev idømt livsvarigt fængsel. I alt havde gruppen forøvet knap 100 drab, 25 drabsforsøg, 8 togattentater, der kostede 26 menneskeliv, og 157 sprængninger, bl.a. af koncertsalen i Tivoli og Langeliniepavillonen.