Brøndsted Mølle, vandmølle ved Børkop mellem Fredericia og Vejle. Brøndsted Mølle ligger ved Skærup Å, senere Spang Å med udløb i søen Rands Fjord, ca. en kilometer længere nede ad åløbet end Børkop Mølle. Møllen ligger dybt nede i den snævre ådal, hvor faldet er ca. 4,5 meter.

Brøndsted Mølle menes at være anlagt i tilknytning til den forsvundne Brøndstedgaard, og møllen nævnes første gang 1578, hvor den kom i kong Frederik 2.s eje.

Ca. 1800 bestod møllen af et pilleværk (grubbe/skallekværn), en rugkværn og en maltkværn med gryn- og sigteværker. Mølleriet blev få år senere udvidet med endnu en rugkværn og en boghvedekværn.

Brøndsted Mølle blev i 1880 solgt til Jørgen Petersen (1836-1903) fra Munkemølle på Rinkenæs. Han moderniserede mølleriet, byggede nye lager- og tørrerum og gjorde mølledammen større. Samtidig blev der opført en bro over omløbsåen. Jørgen Petersens søn, Christen Petersen (1872-1947), moderniserede 1922-23 møllebygningen med en ekstra etage, fire siloer og moderne inventar, ligesom de to overfaldshjul blev erstattet af en Mahlerturbine, der også leverede el til mølle og bolig.

Da driften af Børkop Mølle ophørte i 1954 fik Brøndsted Mølle bedre forsyning af vand. Der blev installeret en Francisturbine samt en Thrige elektromotor. Trods disse tiltag kunne Brøndsted Mølle ikke klare sig mod de store industrimøller og de små eldrevne gårdkværne. Havrevalsen blev anvendt til slutningen af 1990'erne, og turbinen benyttedes i endnu nogle år til at producere el.

Vandføringen er nu frataget Brøndsted Mølle. Vejle Kommune har oprenset mølledammen, etableret en mindre dam og etableret et nyt vandløb (et omløbsstryg), der tager åens vand. Stemmeværket, dvs. anlæg til opstemning af vand til møllen, blev nedlagt 2017.

Fra Brøndsted Mølle fører en trampesti til Børkop Mølle. Tidligere kunne man sejle i robåd mellem de to møller.

Adresse: Brøndsted Møllevej 103-105, 7080 Børkop

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig