Botho Strauss

Botho Strauss, f. 1944, tysk forfatter. Botho Strauss begyndte som teaterkritiker og dramaturg, men slog fra midten af 1970'erne igennem først med sine teaterstykker, siden også som prosaist.

I sine skuespil, hvoraf flere har været opført i Danmark, viser Strauss moderne menneskers forvirrede liv mellem det komiske, undertiden crazy-agtige, og det tragiske med parforholdet som omdrejningspunkt.

Botho Strauss er en præcis iagttager og lytter, der lader sine personer udtrykke sig i klichéer, men samtidig midt i banaliteten viser deres uopfyldte længsel efter mening, fx i Trilogie des Wiedersehens (1976, da. Gensynets trilogi, opf. 1994), Gross und Klein (1978, da. Stor og lille, opf. 1982), Kalldewey Farce (1981, da. 1983), Besucher (1988, da. Besøgende, opf. 1990).

Hans vigtigste prosaværk er udviklingsromanen Der junge Mann (1984, da. Den unge mand, 1986), der som et moderne eventyr i et spil med tid og rum søger om bag samfundets og individets overflade.

Desuden har han skrevet fortællinger og novellistiske og aforistiske essays, bl.a. Die Widmung (1977, da. Tilegnelsen, 1982), Paare, Passanten (1981, da. Par, passerende, 1983) og Wohnen Dämmern Lügen (1994, da. Leve sløve lyve, 1996), der som hans andre værker balancerer mellem præcis kritik og generel misantropi.

I 1993 vakte Strauss, som først var inspireret af Frankfurterskolens venstreorienterede samfundskritik, opsigt med essayet "Anschwellender Bocksgesang", der helt undsagde den liberale intellektuelle offentlighed og forkyndte en konservativ skæbnetro.

Hvorvidt Botho Strauss'senere produktion, fx skuespillene Ithaka (1996) og Die eine und die andere (2005) eller prosabøger som Das Partikular (2000), har samme ståsted eller har bevaret de tidligere teksters mere fortolkningsåbne præg, har siden ved hver ny premiere eller udgivelse været genstand for debat.