Franskmanden Boris Vian var uddannet som ingeniør, feteret som jazztrompetist og ikke mindst en særdeles produktiv forfatter i sit korte liv.
Man har kaldt ham "den første provo" med henvisning til hans kritisk-humoristiske forfatterskab. Han er typisk for kunstnermiljøet omkring Saint-Germain-des-Près i Paris' 5. arrondissement lige efter krigen og i 1950'erne, hvor han færdedes i kredsen omkring Jean-Paul Sartre.
Under pseudonymet Vernon Sullivan udgav Boris Vian flere romaner i hårdkogt amerikansk stil, bl.a. den provokerende, senere forbudte J'irai cracher sur vos tombes (1946, 'Jeg vil spytte på jeres grave').
Siden fulgte, sågar med oversættelser til flere sprog trods hans uregerlige sproglige forvridninger, en række poetisk-overnaturlige romaner, L'Écume des jours (1947, dansk Dagenes skum, 1966), L'Herbe rouge (1950, dansk Det røde græs, 1983) og L'Arrache-cœur (1953, dansk Hjertetangen, 1967).
Hans antimilitaristiske holdning kom til udtryk i talrige viser, fx den berømte "Le Déserteur" (1954), der blev forbudt, og i hans skuespil, bl.a. Équarrissage pour tous (1950, dansk Flænsning for alle, opført 1984) og Le Goûter des généraux (1951, dansk Generaler i knibe, opført 1967-1968).
Boris Vians værk er ikke uden en vis pessimisme og hans kritiske holdning ikke uden bid. Men som hos Raymond Queneau (Zazie dans le métro) kan hans sproglige fantasi være forløsende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.