Bombardier Inc., canadisk industrikoncern, der laver produkter inden for jernbane- og flyindustrien og indtil 2003 også fritidsmateriel som snescootere og motorbåde; grundlagt 1942 af Joseph-Armand Bombardier (1907-64).

Fra 1970'erne specialiserede Bombardier sig i jernbanemateriel og har bl.a. bygget Øresundstogene (i Sverige). Med overtagelsen af Adtranz i 2000 fik Bombardier en fabrik i Randers, hvor der produceredes tog frem til 2014. Efter afviklingen af aktiviteterne i Randers har Bombardier Transportation Danmark fokuseret på udvikling af signalløsninger.

Først fra 1980'erne udvidede Bombardier forretningen med flyindustri, da koncernen købte flyfabrikkerne Canadair (1986), Shorts (1989), Learjet (1990) samt 51% af de Havilland Canada (1992 – de resterende 49% ejedes af den canadiske delstat Ontario, indtil Bombardier 1997 overtog det fulde ejerskab). Flyprodukterne i Bombardier Aerospace er fortrinsvis forretnings-, regional- og brandslukningsfly.

2000-15 drev Bombardier sammen med den canadiske regering NATO Flying Training-flyveskolen i Canada (NFTC), der uddanner piloter bl.a. til det danske flyvevåben.

Bombardier havde i 2015 afdelinger i 28 lande, ca. 70.900 ansatte og en omsætning på 18,2 mia. dollar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig