Bolsjoj-balletten

Bolsjoj-balletten, kompagniet ved Bolsjoj Teater for Opera og Ballet i Moskva. Kompagniet blev grundlagt 1776. I 1800-t. fik berømte balletter som Don Quixote (1869) og Svanesøen (1877) deres førsteopførelse her. Det samme gjaldt sovjetballetten Den røde valmue i 1927.

Efter 2. Verdenskrig skiftede centrum i sovjetisk balletliv fra Kirov Teatret i Leningrad til Bolsjoj-balletten med Galina Ulanova som ledende ballerina og Leonid Lavrovskij (1905-67) som balletmester.

En grandios, stærkt ekspressiv balletstil har udviklet sig på Bolsjoj med koreograf og balletmester Jurij Grigorovitj som den betydeligste eksponent. Han har præsenteret værker som Spartacus (1968) med musik af A. I. Khatjaturjan og Den gyldne tidsalder (1983) med musik af Sjostakovitj. Kompagniet tæller flere hundrede medlemmer.

Efter Jurij Grigorovitjs balletmesterperiode 1964-95 overtog Vladimir Vasiljev (f. 1940) chefstillingen 1995-2000. Boris Akimov (f. 1946) ledede kompagniet 2000-04, hvorefter russeren Aleksei Ratmansky (f. 1968) forlod sin stilling som solodanser ved Den Kongelige Ballet i København for at blive leder af Bolsjoj-Balletten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig