Bolsena, italiensk by 90 km nordvest for Rom. I Bolsena er udgravet en etruskisk by, som er identificeret som Volsinii Novi, hvortil romerne i 264 f.v.t. overflyttede befolkningen fra Volsinii Veteres (nuværende Orvieto). Der er gjort fund af bymur og templer fra hellenistisk tid samt fundet rester af den romerske by, bl.a. forum, termer, teatre og grave.