Boloven, Plateau des Boloven, tyndt befolket højslette (ca. 1100 m.o.h.) i det sydlige Laos mellem bjergkæden Annamite Chain og Mekongfloden. Nedbøren er stor med over 400 cm om året, og her dyrkes bl.a. kaffe, kardemomme, kanel og frugter. Beliggenheden tæt ved Ho Chi Minh-stien betød, at de fleste landsbyer blev sønderbombet under Vietnamkrigen.