Bolivia - arkitektur og billedkunst

Højlandsfolk grundlagde i 600-tallet Tiahuanaco-kulturen i det vestlige Bolivia syd for Titicacasøen. Gennem 500 år bredte imperiet sig og efterlod keramik, metalarbejder, tekstiler og en monumental arkitektur, bl.a. Calasasaya-templet. Senere har bl.a. inkaerne i tiden op til den spanske erobring efterladt sig spor i form af kunsthåndværk og bygningsrester.

De spanske erobrere bragte renæssance- og barokarkitektur til landet. Arkitekturen var fortrinsvis jesuitisk, men udført af oprindelige håndværkere; derved opstod i sidste halvdel af 1700-tallet kolonitidens "mestizo-barok", kendetegnet ved en ophobning af ornamenter, anvendelse af oprindelige motiver fra den lokale flora og fauna samt aymara-quechuakulturens forkærlighed for gentagelser. Eksempler på denne stil er San Francisco-kirken i La Paz (1549) samt templer og klostre i Potosí og Sucre.

Koloniens malerkunst profileres af Pérez de Holguin (1660-1733). I 1920'erne begyndte de bolivianske kunstnere mere åbenbart at udvikle et selvstændigt udtryk. Efter maleren Cecilio Guzmán de Rojas' død i 1950 dukkede der kubistiske, nyimpressionistiske, ekspressionistiske og surrealistiske strømninger op. Blandt dette århundredes kunstnere bør fremhæves Marina Nuñez del Prado (1912-1995), Roberto Berdecio (1913-1996), Ponciano Cárdenas Canedo (1927-2019) og Enrique Arnal Velasco (1932-2016).