Boliden er en mineby i Nordsverige 35 km vest for Skellefteå med 1600 indbyggere (2020).

Byen er opbygget siden 1920'erne af mineselskabet med adskilte områder for ledelsen, funktionærerne, arbejderne og servicefunktionerne for minedriften. Størstedelen af bebyggelsen er i ét plan, og byen har præg af haveby.

Bolidenminen

Bolidenminen, som var en af de store miner i Skelleftefältet, lå umiddelbart ind til byen. Malmproduktionen begyndte i 1926 og ophørte i 1967, da minen var udtømt. Forekomsten, der bestod af sulfidmineraler, var indlejret i vulkanske sedimenter og plutoniske bjergarter af mellemproterozoisk alder. Foruden de økonomisk vigtige forekomster af guld (15 g/t) og kobber (1,4%) indeholdt malmene også sølv (50 g/t), zink (0,9%), bly (0,3%), svovl (25%) og arsen (6,8 %). Der fandtes tre typer malm: arsenopyrit-, sulfidførende kvarts-turmalin- samt pyrit-malm, og i nævnte rækkefølge viser de tre forskellige stadier i malmens dannelseshistorie. Det store indhold af arsen frembød meget store tekniske og miljømæssige problemer under opberedning og smeltning af malmen.

Boliden er fortsat minecentrum, idet malm transporteres til byen fra fjernere liggende miner, bl.a. via en 96 km lang tovbane fra Kristineberg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig