Bodensøen, (ty. Bodensee, fr. Lac de Constance), sø på grænsen mellem Tyskland, Schweiz og Østrig; 541 km2. Bodensøen er efter Genèvesøen den største sø i og ved Alperne; søen ligger i 396 m højde, er 63 km lang, op til 14 km bred og indtil 252 m dyb.

Mod nordvest deler en skovbevokset halvø søen i den nordlige Überlinger See og den sydlige Untersee.

Bodensøen gennemstrømmes af Rhinen, og vandstanden kan stige med op til 3,7 m, især på grund af snesmeltning i Alperne. Flodens faldende strømningshastighed ved tilløbet resulterer i aflejring af store mængder slam, som danner et delta i søens sydlige del.

I yngre stenalder og i bronzealderen var søens lavvandede dele hjemsted for en befolkning, der især ernærede sig som jægere og fiskere. Rester af pælebygninger fra disse perioder er fundet i mange af søerne ved Alperne, og Bodensøen er en vigtig kilde til oplysninger om forhistoriske samfund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig