Bluegrass Region, (eng. bluegrass, af blue 'blå' og grass 'græs'), et ca. 20.000 km2 stort område i det centrale Kentucky, USA, hvor bluegrass (Poa pratensis), eng-rapgræs, er karakterplante. Græsset udnyttes bl.a. i opdræt af de berømte fuldblodsheste omkring byen Lexington. Området er et karstlandskab: Kalkstensundergrunden er gennemhullet af talrige huler og flodløb.