Black Consciousness, (eng. 'sort bevidsthed'), politisk bevægelse i Sydafrika, opstået i slutningen af 1960'erne i sorte studenterkredse. Med inspiration fra bl.a. négritudebevægelsen og den amerikanske borgerrettighedsbevægelse fremhævede bevægelsen nødvendigheden af en sort bevidsthed og stolthed i kampen mod det hvide apartheidsystem. Black Consciousness spillede en stor rolle i sorte politiske organisationer i 1970'erne og var af afgørende betydning for studenteroprør i 1976-77 og for Sowetoopstanden i 1976. Da apartheidmodstanden i 1980'erne i stigende grad også fik fodfæste blandt ikke-sorte, fik bevægelsen mindre betydning, men Black Consciousness' militante, socialistisk prægede nationalisme vedblev at præge dele af den sorte studenter- og fagbevægelse samt modstandsbevægelsen Pan African Congress.