Blåvandshuk Fyr

Blåvandshuk Fyr
Blåvandshuk Fyr
Af .

Blåvandshuk Fyr. Danmarks vestligste fyr blev tændt den sidste aften i det 19. århundrede. Foto 2009.

.

Stranden ved Blåvandshuk Fyr, Danmarks vestligste punkt.

.

Blåvandshuk Fyr, fyr på Danmarks vestligste punkt, Blåvands Huk. Det blev tændt første gang nytårsaften 1900. Som anduvningsfyr er det med til at sikre indsejlingen til Esbjerg Havn og advarer mod Horns Rev, som fra Blåvands Huk strækker sig 30-40 km ud i Nordsøen. Fyret står på Horns Bjerge 18 m.o.h. og er 39 m højt. Flammehøjden er 55 m, og fyrkarakteren er 3 blink pr. 20 sek.

Det hvide, firkantede tårn er bygget i beton. 170 trin ad den indvendige trappe fører op til lyskilden, som i dag er en 1000 W halogenlampe. Pga. den originale 4 tons tunge linse kan lyset ses på 23 sømils afstand. Fyret blev i 2000 automatiseret.

Fyret og dets installationer er fredet, herunder urværket som tidligere fra tårnets bund drejede linsen rundt. Allerede i 1888 opstilledes et vinkelfyr på samme sted. Dette blev fjernet ved det nuværende fyrs start. Blåvandshuk Fyr blev et af motiverne på frimærkeserien fra 1996.

På Skallingen 17 km derfra stod 1903-09 et højt fyr i byggestil med Blåvandshuk Fyr. Dette måtte bortsprænges i 1911, idet havet helt havde undermineret det.

I fyrmesterboligen er indrettet et lille museum for Havvindmølleparkerne Horns Rev 1 og Horns Rev 2 - begge verdens største af sin art, da de blev bygget i hhv. 2002 og 2008-09. De kan i klart vejr ses fra tårnets top. Der er offentlig adgang til tårnet.

Vest for Blåvandshuk fandtes en række fyrskibspositioner. Disse var Grådyb (1906-1940), Vyl (1888-1975), Horns Rev (1878-1980), ER (1952-1969) og HR 1 (1949-1952). De to sidste var placeret hhv. 80 og 100 km stik vest for Esbjerg.

Se også fyr og farvandsafmærkning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig