Bjernede Kirke

Hele det romanske kor og op til midten på det runde skibs mure er kirken opført af kampesten. Herover er rundhuset i rødgule til gule munkesten. Der kan næppe være tvivl om, at ændringen i materialet skyldes opførelsen af egnens to store samtidige teglstenskirker i Sorø og Ringsted.

I modsætning til skik og brug har kirken aldrig haft mere end en indgang. Den eksisterende er dog fornyet efter bevarede spor, hvorfor de oprindelige detaljer ikke længere findes. Af vinduer er der i kirkerummet fire små, rundbuede vinduer, der alle fandtes før restaureringen.

Ligesom de øvrige rundkirkers er også Bjernedes skib på to etager, hvorover der hæver sig et lille tårn. Til støtte for denne overbygning er der i skibet fire svære, runde søjler. Fra dem har man spændt otte små hvælvinger over til ydermurene. Også rummet mellem søjlerne er fra første færd blevet dækket med et hvælv, der i modsætning til de øvrige har kraftige ribber. Disse hvælvinger bærer overetagens gulv.

I indgangsdørens vestside fører en lille, rundbuet dør ind til en vindeltrappe, der er bygget ind i muren. Trappen fører til overetagen, der antagelig var bestemt til opholdsrum i ufredstider. Rummet må oprindelig have haft seks vinduer, som alle var dobbeltvinduer med midtersøjle, men ingen af dem er bevaret i urørt stand. Østvinduet er engang i 1200-tallet blevet omdannet til et firbladet rosevindue. Midt i rummet formidler fire piller trykket mellem tårnet og søjlerne i kirkerummet nedenunder.

Tårnet er i den øverste del over skibets runde tag ottekantet. Selvom det er er helt ommuret, må det ud fra sin konstruktion at dømme også tidligere have endt med et spir.

Rundkirken undergik i løbet af 1400-tallet en gennemgribende omdannelse. Før denne tid så kirken ud nogenlunde, som den gør i dag. Med omdannelsen rev man det meste af anden etages murværk ned mod nord og syd, mens man mod øst og vest murede spidsgavle op. Kirken fik her et sadeltag med hældning til to sider. Sadeltaget og de krumme gavle gav bygningen lighed med en bispehue.

Tårnet blev også ændret ved, at man rev næsten hele det øverste, ottekantede stykke ned, og det resterende fik påmuret hjørner, så tårnets øverste del nu blev firkantet.

Kirkens store vestvindue er formodentlig etableret i 1600-tallet, hvor man ligeledes gav koret et større sydvindue i stedet for det romanske, og man lavede vinduer i de to alternicher ved korbuen.

En større og mere indgribende omdannelse af koret skete henimod år 1700. Her fjernede man korets tøndehvælv, og hele apsissen blev revet ned. Derefter forlængede man korets sidemure mod øst og afsluttede koret med en lige østmur med en trappeformet kamgavl.

Våbenhuset opført i munkesten er fra den sengotiske periode. Den har en smal, fladbuet dør i et spidsbuet murfelt, og derover er der en taggavl kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. ornamentale murnicher.

Af den oprindelige apsis er kun fundamenter og sokkel bevaret. Herover er den nuværende korrunding rekonstrueret.

Den stærke interesse for den rene romanske stil gjorde, at man i 1890-1892 i forbindelse med en hårdt tiltrængt istandsættelse foretog en konsekvent tilbageføring af kirken til dens oprindelige skikkelse. Af senere tiders ændringer bibeholdtes kun det store vestvindue.

Denne indgribende restaurering, der med ubestridelig dygtighed og indsigt blev ledet af arkitekt H. B. Storck, må sikkert på så godt som alle punkter siges at være en korrekt genskabelse af den romanske bygning. Alligevel er det beklaget, at tilbageføringen betød tilintetgørelsen af den bizarre, maleriske ”bispehue”.

I kirken er det indre delvist hvidkalket og delvist i blank mur. Kirkerummet bærer præg af dets særlige dimensioner, de murede søjler og de specielle, krydshvælvede lofter. Koret har fra først af været dækket af et tøndehvælv, der under Storck blev rekonstrueret på grundlag af spor, der fandtes på rundkirkens mur.

I rundhusets nederste etage er der otte små hvælv udenfor de fire centrale søjler og ét centralt krydshvælv med kraftige ribber. Overetagen har et fladt bræddeloft.

Mellem skibet og koret er en meget høj triumfbue. Hele dens nederste del med de fremspringende piller er genopført 1890-1892. På hver side af triumfbuen er der bevaret en høj, halvrund og hvælvet niche til et sidealter, som man havde det før Reformationen.

Døbefonten af granit er fra den romanske periode. Den har en kumme, der er formet som et firkløver og står på en omvendt terningkapitæl.

I den nordlige sidealterniche er der placeret en sengotisk bispefigur udskåret i træ, der stammer fra en middelalderlig altertavle, og over indgangsdøren mod syd hænger der et sengotisk krucifiks fra 1450-1500.

I korets nordvestlige hjørne står der et meget velbevaret, jernbeslået monstransskab af den midtsjællandske type. Det blev brugt til at huse monstransen, som man inden Reformationen i 1536 brugte til at fremvise den indviede hostie, dvs. oblaterne, for menigheden, så de kunne tilbede den.

Altertavlen fra omkring år 1600 er i højrenæssancestil. Det har yderst to fritstående søjler med prydbælte, som holder baldakinagtigt fremspring. Herimellem er der tre felter med malerier, der afbilder en dåbshandling, nadverens indstiftelse og et skriftemål, mens der i topstykket er et maleri af Kristi opstandelse.

Prædikestolen er et ret enkelt arbejde fra højrenæssancen omkring år 1600. Den har fire fag med arkader, hvori der er malerier af evangelisterne fra 1684, som sikkert er af maleren Hans Lauridsen i Næstved. På opgangen er der billeder af Moses med lovens tavler og Aaron i ypperstepræstelig dragt.