Faktaboks

Bjørn Lomborg
Født
1965

Portræt af Bjørn Lomborg.

.

Bjørn Lomborg, f. 1965, dansk politolog og statistiker, 1997-2005 lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, fra 2005 adjungeret professor ved Copenhagen Business School og fra 2006 direktør ved Copenhagen Consensus Center.

I 1998 udgav Bjørn Lomborg bogen Verdens sande tilstand, et opgør med de seneste årtiers miljødebat. Lomborg hævder, at miljøbevægelser og miljøforskere har tegnet et alt for pessimistisk billede af konsekvenserne af menneskets miljøpåvirkning. Han fremfører fx, at visse oplysninger om skovdød og menneskeskabte klimaforandringer er stærkt overdrevne, og at andre vurderinger, fx af uddøenhastighed, bygger på for spinkelt et grundlag til, at man kan drage nogen konklusion. Bogen afstedkom en voldsom offentlig debat dels om dens faktiske indhold, dels om de forskellige – bl.a. politisk betingede – overordnede målsætninger og skjulte dagsordener, de debatterende fløje tillagde hinanden. I 2001 udkom bogen på engelsk som The sceptical environmentalist.

Flertallet af de forskere og andre fagfolk, der deltog i debatten, kritiserede bogens konklusioner og Lomborgs anvendelse af kilder, fx citatbrug fra naturvidenskabelige artikler, men dens store succes gav ham samtidig en plads på Time Magazines liste over verdens mest indflydelsesrige personer.

Bjørn Lomborg var 2002-04 den første direktør for Institut for Miljøvurdering. I 2004 stod han bag Copenhagen Consensus, hvor man samlede en række topøkonomer med det formål at identificere og prioritere verdenssamfundets alvorligste problemer.

Bjørn Lomborg har desuden bl.a. udgivet Cool It: The Skeptical Environmentalist's Guide to Climate Change (2007).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig