Bispebjerg

Artikelstart

Bispebjerg, (1681 Biszebierg, 'bakken, hvor køerne bisser'), højtliggende bydel i København mellem Emdrup og Utterslev; 39.637 indb. (2005). Bispebjerg var møllested fra 1808. Københavns Kommune begyndte i 1890'erne at opkøbe store grunde på området til kirkegård og hospital. Bispebjerg blev i 1901 sammen med det øvrige Brønshøj Sogn indlemmet i Københavns Kommune. Udbygningen af området tog fart i mellemkrigstiden med store etagebebyggelser, opført af sociale boligselskaber. Datidens bedste arkitekter tegnede ud fra en overordnet byplan et familieboligkvarter, præget af funktionalismen med lys og luft, grønne arealer og moderne installationer i de enkelte lejligheder, men med boliger, der næppe efter senere normer er store nok til en børnefamilie. Grundtvigskirken er placeret dominerende højest på bakken, men dog i smukt samspil med kvarteret.

Bydelen blev i 1996 udpeget til et af de første såkaldte kvarterløft, og i 2001 blev den sydlige del af Nordvestkvarteret også udpeget til kvarterløftområde. Efterfølgende problemer ved kvarterløftet skyldes bl.a., at en tredjedel af beboerne fraflytter kvarteret hvert år, og at etniske grupper kun viser beskedent engagement.

Fra 1990'erne er mange af bydelens industrier omdannet til serviceorienterede erhverv.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig