Birthe Kjær er en dansk sanger og revyskuespiller. Birthe Kjær slog igennem med Arrivederci Franz (1968) på Dansktoppen, som hun med sin klare ukunstlede sang og gode rytmeopfattelse kom til at præge de følgende år, bl.a. med sange som Den knaldrøde gummibåd (1970) og Sommer og sol (1971). Hun har flere gange deltaget i det danske Melodi Grand Prix, som hun vandt i 1989 med Vi maler byen rød; ved Eurovision Song Contest fik hun en tredjeplads.
I 1972 debuterede Birthe Kjær som revyskuespiller og fik stor succes med Jeg går aldrig til bal uden trusser. Siden har hun deltaget i talrige revyer, fx Revykøbing i Nykøbing Falster, Holstebro Revyen (1994) og Cirkusrevyen (1990), og hun har optrådt på Amager Scenen og på Nørrebros Teater, ligesom hun har været studievært i flere tv-programmer.
I 1989 indledte Birthe Kjær som visesanger et samarbejde med guitaristen Lars Hannibal (f. 1951) og violinisten Kim Sjögren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.