Birdsville, et nu næsten uddødt bysamfund i Queensland, Australien; 283 indb. (2011). Byen var fra 1880'erne og næsten 100 år frem udgangspunkt for kvægdriverruten Birdsville Track, hvor store mængder kvæg blev drevet til markederne mod syd. Nu transporteres kvæget pr. jernbane eller lastbil, og byen er med sin karakter af spøgelsesby blevet en turistattraktion. Birdsville er desuden vært for det årlige hestevæddeløb Birdsville Races.