Billingen, karakteristisk tvilling-plateaubjerg i Västergötland, Sverige. Det er 11 km bredt, 23 km langt og hæver sig 170 m over den omgivende slette. Især skråningerne har en rig flora, og Blängsmose oven på plateauet rummer flere arktiske relikter. Området består af lagserier af sandsten, skifer og kalksten, oprindeligt aflejret i havet i Kambrium-Silur. Lagserien er konserveret af et 40 m tykt lavadække. Tidligere blev kalken brudt til cementfremstilling.