Big Wall-klatring, Big Wall climbing, begreb inden for klatring og bjergbestigning, der betegner en klassisk klatredisciplin. Der er tre ting, som adskiller Big Wall-klatring fra andre klatredicipliner. Big Walls er store, ofte over 1000 meter høje, de er stejle og til tider overhængende med få eller ingen hylder undervejs, og der er få eller ingen muligheder for at friklatre dem, hvorfor det tager lang tid at bestige dem, ofte mere end et døgn. Samlet set udgør en Big Wall derfor en klatremæssig udfordring, som kræver, at særlige Big Wall-klatreteknikker tages i brug, fx aid-klatring, jumaring og overnatning i port-a-ledges.

Begrebet Big Wall har sin oprindelse i nationalparken Yosemite i Californien, hvor verdens største ubrudte klippevæg, El Capitan, befinder sig. El Capitan består af en næsten 1000 m lodret og overhængende granitvæg, som det sædvanligvis kræver flere dage at bestige, og det kan vare helt op til flere uger. Førstebestigningen af El Capitans kendte rute The Nose i 1957-58 varede i alt 45 dage over en periode på 2 år. Filminstruktøren Fred Padulas poetiske klassiker EL Capitan fra 1978 viser essensen af Big Wall-klatring i optagelserne fra en tidlig bestigning af The Nose (1968).

Der er sket en rivende udvikling siden den første bestigning af El Capitan. Todd Skinner og Paul Piana friklatrede El Capitan i 1988. Den amerikanske klatrer Lynn Hill friklatrede The Nose i 1993, og i 1994 friklatrede hun The Nose på under 24 timer. Siden har både friklatring og speed climbing, en særlig disciplin, udviklet sig på El Capitan. I 2013 er der mere end 10 friklatreruter på El Capitan, og speed climbing-rekorden på The Nose er 2 timer, 23 minutter og 46 sekunder sat i 2012.

Ved bestigning af Big Walls anvender man en særlig klatremetode kaldet aid climbing. I modsætning til friklatring, hvor man kun må bruge hænder og fødder til at klatre med, og sikringsudstyret fungerer som backup, hvis man falder, så bruger man i aid-klatring også sikringsudstyret direkte til at trække sig op i med hænderne og til at stå i med fødderne. Det er acceptabelt at anvende aid-klatremetoder, når det på grund af klippens karakter ikke kan lade sig gøre at friklatre, fx når revnerne i klippen er så smalle, at de ikke kan anvendes til friklatring. Det tager ofte flere dage at klatre Big Walls, og da der er få eller ingen hylder, anvender man en slags transportabel ”drømmeseng”, kaldet port-a-ledge, når man skal overnatte.

I Alperne kender man begrebet Grandes Course, som betegner en alpevæg, der typisk er 1000 m eller længere. Grandes Courses adskiller sig fra Big Walls ved, at de ofte er mindre stejle, de befinder sig i alpint terræn, hvor is og sne er en del af ruten, og de klatres med klassiske metoder for alpinister. Brugen af aid-teknikker er begrænset. I Himalaya kombineres Big Wall-teknikker med teknikker kendt fra alpinisme i disciplinen Super Alpinisme.

Den første danske Big Wall-ekspedition gik til Ingolf Fjeld i Østgrønland i 1973. Det var en kombineret dansk-britisk ekspedition med Kaj Olesen, N.O. Coops Olsen og Peter Christensen. Første vellykkede danske bestigning af en Big Wall var Søren Smidts bestigning af El Capitan i 1986. Siden da er El Capitan besteget af mindst 10 danskere. I 1987 forsøgte en dansk-svensk ekspedition at bestige den 1300 m høje Big Wall Ketil Fjeld i Vestgrønland. I 1998 forsøgte en anden dansk ekspedition at bestige Ketil Fjeld. Ekspeditionerne nåede ikke deres mål. I 2000 besteg en dansk-norsk-tysk ekspedition med Torben Redder og Jens Søndergård Ulamertorsuaq i Vestgrønland.

Se også klatring og bjergbestigning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig