Bibliotheca Danica, katalog over stort set alle kendte bøger, småtryk og periodica, der er trykt i Danmark mellem 1482 og 1830. Grundlaget for udarbejdelsen af denne nationalbibliografi var bogsamlingerne i Det kongelige Bibliotek, Universitetsbiblioteket i København og Karen Brahes Bibliotek i Odense. Bibliotheca Danica blev udgivet i 4 bd. 1877-1902 af Chr. Bruun med tillæg og registre 1914-31 ved Lauritz Nielsen; et suppleret optryk udkom 1961-63 ved Erik Dal. En fortsættelse for 1831-40 ved H. Ehrencron-Müller udkom i 1948; dermed dækker Bibliotheca Danica hele perioden frem til 1841, hvor den løbende registrering af danske bøger, Dansk bogfortegnelse, begynder.