Bibliotheca Alexandrina

Bibliotheca Alexandrina. Tv. en del af den granitklædte ydermur i det cirkulære bygningsanlæg, th. den store læsesal med ovenlys og plads til 2000 læsere.

.

Bibliotheca Alexandrina, internationalt forskningsbibliotek i Alexandria, grundlagt af den egyptiske stat med støtte fra UNESCO og et internationalt kuratorium. Den nyopførte bygning nær byens havn stod færdig i 2002. Ved sit navn og sin beliggenhed knytter institutionen sig til erindringen om antikkens Alexandrinske Bibliotek, der ødelagdes ved brand. Beliggende ved en korsvej mellem Europa og den arabiske verden i Asien og Afrika skal Bibliotheca Alexandrina bidrage til fremme af den tværregionale forskning, dels ved en omfattende bogsamling, dels ved afholdelse af konferencer, symposier mv.

Biblioteksbygningen, der er udformet som en skråt afskåret cylinder, hvis nederste del befinder sig under jordniveau, er opført og indrettet af den norske tegnestue Snøhetta. Den rummer bl.a. en halvcirkelformet (diameter 160 m) læsesal med plads til 2000 læsere. I nærheden er placeret et planetarium. Den del af bygningens ydermur, der befinder sig over terrænet, er beklædt med granit fra Aswan, hvori er indhugget inskriptioner med bogstaver, tegn og symboler fra alverdens skriftsprog. Indvielsen, planlagt til april 2002, blev pga. den optrappede israelsk-palæstinensiske konflikt udsat til efteråret 2002.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig