Bible Belt, Bibelbæltet, populær, ofte nedsættende betegnelse for en ikke nærmere afgrænset del af Syden og Midtvesten i USA, hvor den protestantiske fundamentalisme angiveligt er særlig udbredt. Udtrykket blev lanceret i 1925 af journalisten H.L. Mencken i forbindelse med den såkaldte Scopessag, en sag vedrørende forbud mod undervisning i den biologiske udviklingslære under 1920'ernes strid mellem religiøse modernister og fundamentalister.