Bezdna, russisk landsby i guvernementet Kazan ved Volga. Bezdna var i april 1861 centrum for nogle af de alvorligste bondeuroligheder, der fulgte i kølvandet på ophævelsen af livegenskabet i februar samme år. Anton Petrov, en respekteret bonde, fortalte sine landsbyfæller, at bondereformen var langt mere vidtgående end den frihed, der var blevet offentliggjort, og at bønderne ikke længere behøvede at adlyde hverken godsejere eller myndigheder i øvrigt. Da flere tusinde bønder herefter strømmede til Bezdna, satte regeringen tropper ind imod dem, hvorunder ca. 180 blev dræbt eller såret. Lignende sammenstød med samme baggrund skete andre steder. Generelt var de udtryk for et misforhold mellem bøndernes forventninger til bondereformen og dens reelle indhold, hvilket i vid udstrækning var en følge af den udbredte analfabetisme i datidens Rusland.