Faktaboks

Berthold Auerbach
Født
1812
Død
1882

Berthold Auerbach, egl. Moses Baruch Auerbacher, 1812-1882, tysk forfatter. Berthold Auerbach studerede jura og blev flere gange fængslet for revolutionær virksomhed. Som søn af en jødisk købmand, var han en ivrig forkæmper for de tyske jøders ligeberettigelse.

Centralt i Auerbachs omfattende og meget læste forfatterskab står bondefortællingerne Schwarzwälder Dorfgeschichten (4 bd., 1843-54), der alle henter deres stof fra hans eget opvækstmiljø.

Berthold Auerbach kan i europæisk litteratur betragtes som skaberen af den folkelige realistiske fortælling med vægt på konkret, farverig lokalkolorit, enkle og dramatiske konflikter og en klar moralsk holdning. Hans nye moderat realistiske fortælleform fik stor indflydelse på Gottfried Keller, på Bjørnstjerne Bjørnson og især på Lev Tolstoj.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig