Faktaboks

Bert Hinkler
Født
1892
Død
1933

Bert Hinkler. Foto fra ca. 1928.

.

Bert Hinkler, 1892-1933, australsk flypioner. Deltog i 1. Verdenskrig som luftskytte i Royal Naval Air Service og pilot i Royal Air Force, men blev i 1919 nægtet deltagelse i flykapløbet til Australien, da han som den eneste af deltagerne insisterede på at flyve solo. Han tog revanche i februar 1928, da han som den første fløj solo fra England til Australien i en AVRO Avian på 15½ døgn og dermed næsten halverede den tidligere rekord.

I 1931 foretog han sin største bedrift, idet han i en Puss Moth fra Canada via Brasilien som den første soloflyver krydsede Sydatlanten til Vestafrika, hvorfra han fortsatte til England. Kun en før ham havde krydset Atlanten solo (Charles Lindbergh).

Bert Hinkler forlod England 7.1.1933 i en Puss Moth i et forsøg på at slå rekorden til Australien, men forsvandt sporløst, indtil hans lig og forulykkede fly cirka tre måneder senere blev fundet på en bjergside i Toscana. Havariet viste sig at skyldes en fejl ved flyets konstruktion. Han blev begravet under store hædersbevisninger i Firenze.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig