Bernardo Bertolucci

Bernardo Bertolucci var en italiensk filminstruktør. Bernardo Bertolucci var søn af digteren Attilio Bertolucci og var kun 21 år, da han hædredes med Viareggioprisen for sin første digtsamling In cerca del mistero.

I 1961 blev han desuden instruktørassistent for digterkollegaen Pier Paolo Pasolini på dennes debutfilm Accattone, og året efter debuterede han selv som instruktør med La commare secca (1962) efter et manuskript af Pasolini.

Sit kunstneriske gennembrud fik Bernardo Bertolucci med Prima della rivoluzione (1964), der foregår i hans fødeby Parma, og som med ungdommelig hudløshed og stor formsans rummer mange af de temaer, han siden tog op. Den handler om en ung mand, der er splittet mellem sin borgerlige familie og sine kommunistiske idealer.

Eksperimentalfilmen Partner fra 1968, inspireret af Fjodor Dostojevskijs Dobbeltgængeren, var i sit formsprog uheldigt påvirket af Bernardo Bertoluccis tidlige faderfigur Jean-Luc Godard. Faderproblematikken uddybede han i sine to bedste film La strategia del ragno (1970, Edderkoppens strategi) efter Jorge Luis Borges' fortælling Myten om forræderen og helten og Il conformista (1970, Medløberen) efter en roman af Alberto Moravia.

De foregår begge under fascismen og er psykoanalytisk inspirerede studier i far-søn-forholdet, som sættes i relation til de politiske spændinger. Med disse to film indledte Bertolucci samarbejdet med fotografen Vittorio Storaro (f. den 24. juni 1940), der så fremragende har forløst hans drømmeklare visuelle fantasi.

Ultimo tango a Parigi (1972, Sidste tango i Paris) udforsker eksistentielle temaer og blev et publikumsgennembrud takket være de provokerende sexscener og Marlon Brando i hovedrollen.

Den fem timer lange 1900 (1976) er en vældig fresko, hvor Italiens dramatiske historie i første halvdel af 1900-tallet opleves af to venner, der fødes med århundredet, den ene i en fattig landarbejderfamilie, den anden som godsejersøn.

Herefter antog Bernardo Bertoluccis film i stigende grad karakter af kulturelle prestigeproduktioner og synes ikke mere båret af de tidlige films eksistentielle nødvendighed. Det gælder især Kina-filmen The Last Emperor (1987, Den sidste kejser), der blev belønnet med ni Oscars, The Sheltering Sky (1990, Under himlens dække) efter en roman af Paul Bowles (1910-1999) og Little Buddha (1993, Lille Buddha).

Med The Dreamers (2003) sendte Bertolucci hilsner til den franske nybølgefilm i en skildring af 1968-oprøret i Paris.