Berlins historie til 1945

Berlin og Kölln fik hver især købstadsrettigheder ca. 1230, men voksede efterhånden sammen og tilsluttede sig Hanseforbundet. I 1400-tallet blev Berlin-Kölln residensby for hohenzollerne og udviklede sig til at blive den største by i fyrstendømmet Brandenburg.

Byens velstand skyldtes fjernhandel med korn og træ, men også luksusvareproduktion såsom guldsmedehåndværk.

Under Trediveårskrigen i første halvdel af 1600-tallet flyttede hoffet til Königsberg, og byen blev samtidig hårdt ramt af fremmede hæres besættelse, brandskatning og pestepidemier.

Byen genvandt dog hurtigt sin betydning. Fra 1709 havde de preussiske konger deres residens i Berlin, som nu blev den næststørste tyske by (efter Wien). Garnisoner oprettedes i Berlin og Kölln, og i 1786 tilhørte 40.000 af de 147.000 indbyggere militæret.

Gennemførelsen af Reformationen i 1539 skete efter pres fra Berlins borgere og byrådet, og religiøs tolerance såvel som senere også sekulært frisind blev et særtræk for byens åndelige liv. Forfulgte huguenotter fra Frankrig, reformerte og andre protestanter fandt tilflugt her.

Jødisk bosættelse kendes fra 1100-tallet, men har været afbrudt af forfølgelser og perioder, hvori jøder var bandlyst. 1700-tallets jødiske oplysningsbevægelse med Moses Mendelssohn i spidsen havde sit udgangspunkt i Berlins jødiske dannelsesmiljø. I kejserriget og Weimarrepublikken nåede den jødiske befolkningsandel i kraft af betydelig tilvandring fra Østeuropa op på fire til fem procent. Det var imidlertid også i 1870'ernes Berlin, at antisemitismen først formuleredes som politisk program.

De preussiske konger søgte at fremme hovedstadens kunst og videnskab gennem grundlæggelsen af Akademie der Künste und mechanischen Wissenschaften i 1696 og det første tyske Akademie der Wissenschaften i 1700 under Gottfried Wilhelm Leibniz. Med grundlæggelsen af Friedrich-Wilhelms-Universität i 1810 efter Wilhelm von Humboldts reformprincipper forstærkedes byens stilling som et af Europas vigtigste lærdoms- og kulturcentre. Johan Gottlieb Fichte, brødrene Jacob og Wilhelm Grimm, Th. Mommsen, Leopold von Ranke, G.W.F. Hegel, Karl Marx og Søren Kierkegaard er nogle af dem, der har undervist eller studeret i Berlin.

I 1800-tallet udviklede Berlin sig til den førende tyske industriby med betydelig produktion inden for maskinindustri (bl.a. Borsig), elektriske apparater, fx AEG (Allgemeine Elektrizitäts Gesellschaft) og Siemens, tekstiler og grafisk industri (forlagshusene Mosse, Ullstein og Scherl). En voldsom befolkningstilvækst førte til uhæmmet spekulationsbyggeri med vidt udbredte lejekaserner.

Da Berlin i 1871 med kejserrigets grundlæggelse blev "Reichshauptstadt" (rigshovedstad), havde byen 826.000 indbyggere og i 1905 to millioner. Få år efter, at en række forstæder i 1920 var lagt sammen med selve byen til Storberlin, var indbyggertallet fire millioner.

Under revolutionsoprørene 1830 og 1848 kom det til uroligheder og væbnet kamp i Berlin, i 1848 med 200 dødsofre til følge. I de følgende år fremkaldte industrialiseringen, arbejderkvarterernes elendighed og storbyens arbejderkvarterernes elendighed og storbyens sociale kontraster en stærk og radikal arbejderbevægelse, således at Berlin i november 1918 var rådsrevolutionens centrum.

Arbejderpartierne stod stærkere i Berlin end i det øvrige Tyskland, Nazistpartiet derimod væsentlig svagere. Ved de sidste frie valg i november 1932 fik Nazistpartiet i hele Tyskland 33,1 procent, men kun 22,5 procent i Berlin, hvor Socialdemokratiet fik 23,8 procent og Kommunistpartiet 37,7 procent af stemmerne.

Adolf Hitlers magtovertagelse 30.1.1933 fejredes med SA-march og fakkeltog gennem Brandenburger Tor. En måned senere brændte Rigsdagen i Berlin, og i de følgende år ensrettedes byens forlystelses- og kulturliv. De Olympiske Lege i 1936 udnyttedes til storstilet propaganda for Det Tredje Rige, og byfornyelsesplaner under Albert Speer skulle tjene til forherligelse af Hitler, der havde sit rigskancelli i byen. Som "Reichshauptstadt" var Berlin en af de fem Førerbyer.

Novemberpogromen 1938, Krystalnatten, der kostede byen de fleste af dens jødiske forretninger og synagoger, viste derimod nazismens terroristiske ansigt. Kun ca. 5000 af Berlins ca. 170.000 jøder overlevede Holocaust.

1940-45 prægede de allieredes luftbombardementer i høj grad livet i byen, i hvis store sportspalads Joseph Goebbels 18.2.1943 proklamerede "den totale krig".

• Berlin
• Berlins historie fra 1945