Berengar fra Tours, d. 1088, fransk teolog og logiker, der studerede i Chartres og ca. 1032 blev lærer i Tours. Berengar er bedst kendt for sin polemik om læren om nadverens sakramente (eucharisti). Han genoptog en gammel diskussion om Kristi tilstedeværelse i brødet og vinen ud fra sit ønske om en mere åndelig og mindre fysisk forståelse af dette. Efter flere sammenstød blev hans lære fordømt i Rom i 1079. Han vendte tilbage til Tours for at udfærdige et forsvarsskrift. Hans lære blev et teologisk udgangspunkt for at beskrive troens indhold ved hjælp af logiske kategorier.